Den gamle fritidsundervisningslov trådte i kraft den 1. august 1969. Et halvt år senere blev der gennemført en kommunalreform, som dengang sammenlagde ganske mange kommuner til større enheder. Amtskommunerne have en central rolle i fritidsundervisningsloven og fungerede således som statens stedfortræder overfor kommunerne. Det betød, at der i alle amtskommuner blev ansat amtsfritidskonsulenter med en stab af medarbejdere for at kunne støtte kommunerne i forhold til behandling af lokaletilskud, og ikke mindst tilskud til fritidsundervisning for voksne, som var ganske omfattende på dette tidspunkt. Der var tale om almenundervisning, kompenserende- og hensyntagende specialundervisning, Folkeskolens afgangsprøve- og HF enkeltfag m.v. Kommunerne i Københavns amt følte sig efter kommunalreformen sig så store, at de meddelte amtskommunen, at de sagtens kunne klare sig selv og ikke havde brug for amtskommunens indblanding. Københavns amt tog kommunerne på ordet og ansatte kun det helt nødvendige, en amtskonsulent Svend Christensen samt en halv kontorassistent.

I starten af 70-erne blev der ansat fritidskonsulenter og fritidsinspektører i ganske mange af kommunerne. I flæng kan nævnes Bent Stougaard i Søllerød, Inger Christensen i Lyngby, Torben Christensen i Tårnby og undertegnede i Herlev Kommune. Vi havde meget brug for at støtte hinanden og koordinere vores måde at administrere loven på. I 1973 begyndte vi derfor at mødes i en uformel arbejdsgruppe. Der var en del kommuner med til disse møder, som Torben Christensen stod som initiativtager til. Hen af vejen deltog Amtskonsulenten også i møderne og kunne opdatere og om ministeriets fortolkninger på løbende problemstillinger. Det var med baggrund i denne arbejdsgruppe, at det lykkedes at indgå en aftale alle kommunerne imellem, om ikke at påkræve mellemkommunale betalinger hos hinanden. Det bemærkes, at Københavns- og Frederiksberg Kommuner ikke deltog i arbejdsgruppen og ikke var en del Amtskommunen. Efter at Folkeoplysningsloven trådte i kraft i 1991, anmodede København og Frederiksberg Kommuner om at blive medlem af Fritidssamrådet og vi ændrede navnet til Fritidssamrådet for Hovedstadsområdet.

I 1981 besluttede vi at danne et egentlig Fritidssamråd for kommunerne i Københavns amt med mig Ole Kristensen som formand. I løbet af 1980-erne blev der etableret tilsvarende samråd i en række amtskommuner landet over. I Storestrøms Amt, Vestsjællands Amt, Fyns Amt, Århus Amt, Viborg og Nordjyllands Amt blev der etableret forskellige udgaver af samråd eller arbejdsgrupper.

Den 1. januar 1991 trådte den nye Folkeoplysningslov i kraft, en rammelov, som åbnede op for stor kommunal selvstyre og selvfortolkning, hvilket gjorde behovet for samarbejde kommunerne imellem endnu større. Derfor besluttede vi på Odense Vandrehjem, i foråret 1992, at stifte ”Fritidssamrådet i Danmark”. Jeg blev valgt til samrådets første formand.

Det var meget sjældent at bestyrelsen mødtes. I stedet holdte vi telefonbestyrelsesmøder efter behov.

Med mange ændringerne i forvaltningsopbygningen i kommunerne, opstod behovet for, at den gamle Skoledirektørforening fornyede sig, således at der blev åbnet op for, at dagtilbudsområdet, kultur og fritidsområdet også skulle have plads og navnet blev ændret til Børne og kulturchefforeningen. Ole Kristensen repræsenterede kultur- og folkeoplysningsområdet i bestyrelsen for både Børne- og Kulturchefforeningen i Københavns Amt og tilsvarende forening i hele Danmark.

I år 2000 valgte Ole at trække sig fra formandsposten og Kai Raun blev valgt. I løbet af få år, lykkedes det Kai at få hele landet repræsenteret i Fritidssamrådet.